Alle har ret til fællesskab
Står du overfor at skulle flytte hjemmefra snart? Er du bekymret for, om du kan klare alle de pligter og det ansvar, der følger med at bo for sig selv? Eller oplever du måske, at rodet og vasketøjet hober sig op i din lejlighed?
Til botræning på STU Greve får du konkrete redskaber og viden, som du kan bruge i din nye tilværelse som udeboende.
Botræning er alle de ting, man skal have styr på, når man flytter hjemmefra. Det kan være træning af madlavning, indkøb, hygiejne, tøjvask og rengøring. Måske har du brug for hjælp til at få overblik over din økonomi og få lagt et fast budget? Ud over konkrete hårde færdigheder som madlavnings- og rengøringsteknikker, arbejder vi også med venskaber, samvær og hygge. Måske har du brug for træning i at være social, i at spise sammen med andre – kæmper du med samtalen over middagsbordet? Og hvordan finder man ud af, hvem der tager oprydningen?
Alle disse ting får du støtte i at finde ud af til botræning, ligesom vi også undersøger og besøger forskellige boformer og botilbud, der kan blive relevante for dig, når du skal ud og bo for dig selv. Målet med undervisningen er, at du bliver i stand til at få et så selvstændigt og indholdsrigt voksenliv som muligt.
STU Greve - Hundige Allé 11 A - 2670 Greve - 24802657
Vores facebook side